Jeg søger altid mennesker der har lyst til at være en del af mit projekt. Mennesker som har lyst til at stille op til en kort fotosession og en kort snak. Det handler om at fotografere – men det handler også om at møde mennesker. Det handler om menneskemødet og muligheden for at blive overrasket.

Jeg vil gerne give dem som ser billedet en mulighed for at være en del af samtalen. At vide hvem der er bag billedet. Derfor kombinerer jeg portrætfotografiet med en kort samtale – baseret på de berømte “Proust Spørgsmål”. Altså en poesibog. Jeg vil gerne vide hvem jeg fotograferer – og jeg tror på, at dem som ser billedet også vil vide det.

Helt konkret foregår det ved, at jeg med jævne mellemrum offentliggør nogle steder og datoer, hvor jeg kan fanges – og så har du muligheden for at byde ind, hvis du har lyst og mulighed for det. Oftest vil det foregå i mit studie i Grenaa, hvor jeg både har udstyret til lydoptagelsen og lamper til portrættet. Men jeg kan ikke udelukke at jeg kommer omkring med konceptet.

Det bedste sted at finde ud af, hvor man kan møde mig er på min Facebook-side. Her vil jeg løbende lave opslag om muligheder.

Lyt til samtalerne på Soundcloud – så ved du hvad du går ind til (det er ikke så farligt). Og jeg giver kaffe!

Betingelser

Det koster, naturligvis, ikke noget at være med – eneste betingelse er, at vi begge har retten til billederne. Du må bruge dem som profilbilleder eller andre steder, hvor du har brug for et fotografi. Og jeg må bruge dem her på siden og andre steder, hvor jeg deler projektet og de ting jeg laver. Billederne bliver ikke solgt til stock eller til andre uden at der er samtykke fra din side. Vi laver en skriftlig aftale på forhånd, så der er rene linjer.